Mød os på Facebook Årets bordtennisklub 2021

Årets bordtennisklub 2021

2021 06 13

På Bordtennis Danmarks årsmøde den 13. juni 2021 blev Holbæk Bordtennis Klub valgt som "Årets bordtennisklub".

Holbæk Bordtennisklub er stiftet den 28.september 1962, og har således snart 60 års fødselsdag.

Den har gennem årene ført en meget omskiftelig tilværelse med store opgange og nedgange. Indtil for 6-8 år siden havde den en stor og velfungerende ungdomsafdeling med dygtige trænere, men dette stoppede og i 2018 var der kun 18 seniormedlemmer tilbage og ingen ungdom.

Bat 60 bevægelsen var startet i omegnen, nærmere bestemt i Tølløse, der havde 60 aktive Bat 60 spillere.

Da Sportsbyen i Holbæk stod for sin åbning, og der var opført en bordtennishal var Tølløse spillerne, der for størstedelens vedkommende var Holbæk borgere, interesserede i at komme til at spille i den nye hal.

Der blev rettet henvendelse til Holbæk Bordtennisklub, og der blev indgået en aftale om, hvorledes man kunne få et godt samarbejde op at stå.

Da Bat 60’erne kunne tilbyde nogle kompetencer som man efterspurgte i klubben, såsom en revisor som kasserer, en IT nørd som hjemmesideopretter, nogle erfarne bestyrelsesmedlemmer, blev det begyndelsen på et meget givtigt samarbejde.

Da samtidig Tuse bordtennisklub, der kun havde 12 ungdomsspillere, også var interesseret i at spille i den nye hal, kom disse med ind over også.

Det blev en ubetinget succes: i løbet af det første år voksede medlemstallet ved udgangen af 2019 til 147, heraf 41 ungdomsspillere.

Så kom Coronakrisen og vi frygtede en stor tilbagegang, men det viste sig ikke at være tilfældet, for ved udgangen af 2020 havde vi 198 medlemmer, heraf 78 ungdomsspillere. Så på trods af den generelle tilbagegang på 10 % kunne Holbæk mønstre en betragtelig fremgang.

Vi har praktiseret det, der nu er blevet kaldt ” Holbæk-modellen”  Det består i at inddrage – især Bat 60 medlemmer- til at tage aktivt del i klubbens drift, herunder selvfølgelig bestyrelsesarbejdet, men også opgaver som trænere, hvor nogle af medlemmerne har taget træneruddannelsen. Herudover er der ca. 10 spillere, der fungerer som hjælpetrænere i ungdomsafdelingen. Vi har også medlemmer, der hjælper til med alt praktisk arbejde. Vi manglede reoler i hallen til tasker, og en fhv. tømrer påtog sig opgaven, ligesom han har fremstillet flotte opslagstavler.

En lille historie viser, at der er blevet taget godt imod dette: Vi havde en håndfuld rigtig gode ungdomsspillere som manglede noget kamptræning og god modstand. Så gik 3 af de ældre gråskæggede- gråhårede mænd ind og meldte sig som sparringspartnere. Lederen af ungdomsafdelingen kunne berette, at på vej hjem fra denne træning havde ungerne sagt, at det var den bedste træning, de fik af ”De tre vise mænd”.

 

Vi bruger kun cookies til statistiske formål.