Landstræner på besøg

Christoffer Petersen, træner for parabordtennislandsholdet, og Peter Rosenmeier, tidligere verdens- og paralympiske mester, gav gode råd i Holbæk Bordtennis Klub.

Af Jørgen Juul

Da ungdomsspillerne i Holbæk Bordtennis Klub tog fat på træningen i Holbæk Sportsby en tirsdag midt i maj, var det med både en landstræner og en bordtennisstjerne på tilskuerpladserne. Christoffer Petersen, træner for parabordtennislandsholdet, og Peter Rosenmeier, tidligere såvel verdens- som paralympiske mester, var nemlig på besøg i Holbæk - og det var først og fremmest for at se talentfulde Klara Kubert i aktion og for at give HBK’s trænere og ledere gode ideer til, hvordan Klara Kuberts træning kan blive endnu bedre.

Klara Kubert er 10 år. Hun har spillet bordtennis i HBK i et par år, og hun har næsten lige så længe været med i det udviklingsarbejde, der bliver gjort for talenter inden for parabordtennis i Idrættens Hus i Brøndby.

Klara Kubert bor i Holbæk. Hun har tre fingre på højre hånd og to på venstre, og hun mangler albuebenet i venstre arm.

Det var netop Peter Rosenmeier, der inspirerede hende til at komme i gang med bordtennis.

- Jeg så Peter spille på tv og tænkte, at når han kan, så kan jeg også, siger Klara Kubert.

Nu er PeterRosenmeier en af dem, der træner hende i projektet Rising Stars i Brøndby.

- Det er fedt, siger hun.

Klara Kubert træner tre til fire gange om ugen, dels i Holbæk, dels i Brøndby.

Et mål for fremtiden?

Det kunne være De paralympiske Lege i Los Angeles i 2028.

Vi bruger kun cookies til statistiske formål.