Brug af billeder

Datatilsynet har lempet brug af billeder på elektroniske medier (Facebook, hjemmeside osv.). Her er siden fra DGI med følgende tekst:


 

Nye regler: Billedbrug på nettet bliver nemmere

Datatilsynet lemper praksis for brug af billeder på internettet.

Gymnastikopvisning.jpg

 

Datatilsynet har den 26. september 2019 offentliggjort en ny praksis, der gør det nemmere at offentliggøre billeder på internettet.

Hidtil har Datatilsynets praksis været, at situationsbilleder som udgangspunkt kunne offentliggøres uden samtykke af de afbildede personer, og at portrætbilleder krævede samtykke. Denne sondring er nu opgivet.

Helhedsvurdering og formål får betydning

Den nye praksis tager udgangspunkt i følgende:

  • Almindeligeharmløse billeder kan offentliggøres uden samtykke.
  • Andre billeder kræver samtykke.

Den, der vil offentliggøre billedet, skal foretage en helhedsvurdering af billedet og formålet med offentliggørelsen, og ud fra denne vurdering afgøre, om billedet kan bruges ud fra interesseafvejningsreglen, eller om det kræver samtykke eller aftale.

Almindelige billeder

Ved almindelige billeder forstås, at billedet viser identificerbare personer, og ikke indeholder følsomme oplysninger, for eksempel skader, eller oplysninger om straf. Indeholder billedet ikke identificerbare personer, er det slet ikke omfattet af reglerne om personoplysninger. Personer er identificerbare, hvis de kan genkendes, så det er uden betydning, om der er knyttet navne til billedet.

Harmløse billeder

Ved harmløse billeder forstås, at der er et naturligt formål med at bruge billedet, og at billedet vurderet ud fra almindelig fornuft ikke udstiller, udnytter eller krænker nogen af de personer, der er på billedet. Hvis der er børn og unge på billedet, skal man være ekstra opmærksom på, om billedet er harmløst.

Se mere om  Datatilsynets praksis .

Her er nogle eksempler til illustration:

Der kræves som udgangspunkt ikke samtykke til:

  • Billeder af de aktive under et løb, en gymnastikopvisning eller en fodboldkamp
  • Billeder af tilskuere
  • Holdbilleder
  • Billeder af bestyrelsesmedlemmer og trænere

Her kræves som udgangspunkt samtykke:

  • Billeder fra omklædningsrum, hvor nogle er helt eller delvist afklædte
  • Børn og unge i badetøj i svømmehal
  • Billeder fra baren og dansegulvet ved halfest
  • Billeder, der viser skader på udøvere
  • Kommerciel brug til reklame for sponsor

Eksemplerne er udtryk for DGI Juras vurdering af interesseafvejningsreglen.

Steen F. Andersen/4.10.2019

 
 

 

Vi bruger kun cookies til statistiske formål.