Lørdag d 11 Januar var der et stævne i Allerød kun for piger, fra helt nye piger og til piger som har spillet i flere år, inddelt i puljer efter styrke så der var mulighed for at alle kunne deltage, uden at blive kørt over, et rigtig godt initiativ fra Allerød bordtennisklub som gør rigtig meget for pigerne.
Der var 2 piger fra Holbæk som drog afsted fra morgenstunden, lidt mindre end jeg havde håbet på, men vi havde selv begynderstævne i egen trygge hule dagen efter,så pigerne var lidt svære at overtale til at deltage i Allerød
Naja Wedell Nielsen og Bisma Siddigi var klar og det skulle vise sig at blive en rigtig god holbækdag. Naja som har spillet nogle år efterhånden og er rutineret i at deltage i alle mulige stævner kom i pulje 3 og fik en flot 3 plads og var tæt på andenpladsen idet det var sætscoren som var forskellen på nr 2 og 3 , hun vandt 3 kampe ud af 5 mulige.
Bisma som deltog for første gang i et rigtigt stævne for licensspillere var temmelig anspændt og stille på vej derop, kom i pulje 1 og fik regulær tæv i første kamp, så jeg var lidt nervøs på hendes vegne, men det skulle vise sig at være ubegrundet, næste kamp vandt hun i suveræn stil 3-0 over en pige som var bedre end Bisma, men hun spillede klogt og jeg har aldrig set hende bedre.
Nu var dagen ligesom reddet med en sejr, men det var ikke nok for den unge debutant, hun vandt i alt 3 ud af 5 kampe og det var der 3 piger som gjorde i hendes pulje, så nu skulle der tælles sæt og endda bolde før vi kunne fordele præmierne og Bisma endte på 3 pladsen, hun tabte desværre andenpladsen på bolde, men det var rigtig godt gået af hende og langt bedre end forventet.
Turen hjem fra Allerød var med et par noget mere fjollede piger på bagsædet, Katja som passager og en stolt træner bag rattet.
af Dennis